Skip Navigation Links
Støt vores sponsorer

Hej

Jeg skal bruge tre nye medlemmer til ledelsen af multiatleterne, der primært skal stå for uddelegering af klubbens drift til flere medlemmer. Jeg skriver løbende på alle driftsopgaver, så I kan se, hvad I går ind til, når I melder jer. Siden sidst har Janni valgt at stå i spidsen for næste klubaften i Intersport; både Tina og Jimmi har tilkendegivet, at de gerne vil hjælpe. Lad os se, hvornår Covid19 mister sit greb om samfundet, så forsamlingsforbuddet bliver hævet nogle procenter.

Vi har i ledelsen af EUT sat os for at skaffe flere unge medlemmer og mødes online hver anden uge. Vi arbejder bl.a. med introforløb, kommunikationsstrategi og rekruttering. Flotte ord i en tid, hvor Covid19 ligger en uforudsigelig ramme ned over arbejdet. Jeg håber, at jeg snart kan blive langt mere konkret i mine udmeldinger på området.

Selv om der er is på vandet, så fortæller jeg alligevel lidt om vores åbenvand træning. Jeg har med assistance fra Carsten Klint deltaget i møder om udformningen af Esbjerg Strand og udviklingsmulighederne i Nysø. I planer for Esbjerg Strand indgår en mindre, men permanent trekantsbane og en 750 meter ud-hjem bane. Jeg har fortalt arkitekterne, at vi kun løfter hovedet op af vandet på hver 6. eller senere armtag. Der er en overhængende risiko for, at vi svømmer ind i hinanden med mindre, vi har et banetov som i Nysø. I Nysø er vi fortsat i idefasen, men her ligger det klart, at vi med stor sandsynlighed selv skal fonde vores trekantsbanen og skal overholde krav til permanente installationer i naturområder. Min optimistiske mavefornemmelse siger mig, at vi kan komme igennem med forslag hurtigere, hvis vi selv funder projektet. Vi har en god støtte i DGI, som ser store potentialer i Nysø for "bevægelse". Bevægelse er et af de nye ord i fortællingen om breddeidræt.

Det kan godt være, at alt ligger stille lige nu, men jeg har gang i et hemmeligt projekt, der skal løbe af stablen til efteråret; gerne med en lokal forpremiere inden den store finale, hvor vi inviterer vores venner og andre fra nær og fjern. Mere om det hemmelige projekt, når et par aftaler er faldet på plads.

Hvorfor ikke kaste os ud i en aquadlon-serie hen over sommeren med tre afdelinger; Nysø, Hjerting og Esbjerg Strand. Har det jeres interesse?

De bedste hilsner
Kurt
Formand for multiatleterne
Det er sjovere at træne sammen med andre